UGANDA HONEYMOON, PART I

3. juli 2022 - Laura Casella

Vores bryllup var i sigte, hvilket gav mig den rette anledning (undskyldning) til at planlægge et nyt eventyr. Rejsen skulle selvfølgelig gå til Afrika, så vi også kunne hilse på vores turoperatører og se på nogle nye ophold og destinationer til GreenSafari.
Valget faldt hurtigt på Uganda! Mest af alt, fordi vi stadig er uden børn, og Patrick endnu ikke havde oplevet vilde gorillaer. Det var hidtil den største naturoplevelse, jeg nogensinde har haft. Efter store oplevelser af Afrikas dyreliv, som altid har efterladt et særligt sus i maven hos os begge, så var det det tema, vi gik efter, og selvfølgelig skulle denne anledning være det helt ultimative. Som det også blev! 

Et selfie af Patrick og jeg i Uganda.

MABAMBA SWAMPS & WILDWATERS 

Vi ankom til Uganda i december måned – deres sommersæson og afslutningen på en kortere regnsæson mellem september og november. Vi blev mødt af Morris, som er guide og medejer af det tur-bureau, vi benytter til vores safariture i Uganda. Han skulle ledsage os den første del af turen, hvorefter hans bror, Ronald, den anden medejer, ville tage over på anden del af turen. Morris har været guide i over 20 år og har altid en joke i ærmet som sætter stemningen for det eventyr, man skal til at begive sig ud på.

Første overnatningssted var Wildwaters Lodge. Wildwaters Lodge ligger 3-4 timer øst for Entebbe lufthavn. Selve lodgen ligger på en ø blandt vandstrømme i selveste Nilen – den perfekte base for at opleve Den Hvide Nil. Men inden vi satte kurs mod Wildwaters, skulle vi ud på en bådtur til Mabamba Sumpen. Det gav os en ordentlig velkomst til Ugandas smukke natur, da vi hurtigt befandt os blandt vandlinjer og papyrusplanten omgivet af et magisk fugleliv. Vi var på udkig efter den sjældne træskonæb. Mabamba Sumpen er en af de få steder, som giver dig de bedste chancer for at se dem, og takket være vores fantastiske båd guide, så vi hele tre af dem. Her er det vigtigt for mig at nævne, at vores guide var en kvinde, som er med til at belyse den positive udvikling, der sker i det østlige Afrika på trods af, at kvinder har været og stadig er undertrykt i turistindustrien som guides. 

Et foto taget af Patrick Bitaho i Mabamba Swamps.
Foto af vores værelse på Wildwaters Lodge.

Efter et par timer under den varme sol, var vi klar til at køre videre mod Wildwaters.
Vi ankom til et lille dæk hvorfra, at vi skulle sejle ud til lodgen. Hvor end vi befandt os på lodgen, kunne vandstrømmen høres, og fra loungen og restauranten var der den mest betagende udsigt til et større strømfald. Lodgen selv var omgivet af frodige træer, hvor forskellige abearter også tit kom forbi. Det var altså det perfekte sted til at zone helt ud og slappe af, samtidigt med det gav den ultimative oplevelse af nilen, dag og nat. Næste morgen var der blevet planlagt River Rafting, som fik os i et helt andet gear. Her fik vi lov til at afprøve de forskellige niveauer af vandstrømme, som selvfølgelig også fik os en tur i vandet, eftersom båden vendte på hovedet et par gange. Adrenalinen steg, som vi fik lov til at dele med de andre deltagere på båden, som bestod af os, vores receptionist fra lodgen og et par fra Madrid. Den lokale receptionist, Armstrong, havde indtil nu undgået River Rafting, men som han endelig fik samlet mod til. Parret var netop ankommet til Uganda efter deres eget bryllup et par dage før. Ja, sådan kan man også starte sin bryllupsrejse!

Nu kunne vi for alvor sige, at vi havde “oplevet og overlevet Nilen”, som de siger.
En massage på vores egen balkon til lyden af vandet, var lige, hvad vi havde lyst til efterfølgende. Vi sluttede dagen af med en tur i poolen og middag i deres restaurant, som satte punktummet for vores ophold ved Nilen. 

Et foto fra vores River Rafting på Nilen.
Et foto fra vores River Rafting på Nilen.

TOTO-SEMLIKI WILDLIFE RESERVE & HOTSPRINGS I SEMULIKI NATIONALPARK 

Vi skulle nu videre til Toro-Semliki Wildlife Reserve i det vestlige Uganda. Et par timer nord for Kibale Forest og syd for Lake Albert. Det er et sted, jeg havde fået anbefalet af en ven, som arbejdede på sin PHD i Uganda om landets biodiversitet og den grønne udvikling. Det var faktisk også ham som i sin tid fik mig i kontakt med Morris og Ronald, dengang jeg var på udkig efter den perfekte tur-operatør i Uganda.

Foto taget på Semliki Safari Lodge.

Vi havde en overnatning på den luksuriøse og lille camp, Semliki Safari Lodge, hvor vi blev mødt af åbne arme. Her tog vi en slapper i sofaerne ved deres poolområde og nød udsigten til skovområdet, hvor vi hurtigt fik øje på en gruppe af sorte og hvide colobus aber i buskene lige ved poolen. Inden længe skulle vi ud på “Bird Watching” med lodgens guide, som havde speciale i fugle. Man skulle tro, at guidens øjne havde indbygget zoom, for hvad han kunne spotte på lang afstand og fortælle af detaljer ved hver eneste fugleart, var intet mindre end imponerende! Vi så både de helt små Malachite Kingfishers og Woodland Kingfisher og Bee-Eaters. Reservatet er hjem til over 400 forskellige fuglearter, en stor bestand af kops, elefanter og bøfler. Derudover er der også blevet registreret et samfund af chimpanser, men som endnu ikke er vant til mennesker, hvorfor de sjældent ses. De kan dog høres højlydt om aftenen, som får en til at tro at de render rundt lige uden for ens telt. 

Foto taget af Patrick Bitaho i Semliki-Toro Wildlife Reserve.

Om aftenen havde lodgens personale forberedt et romantisk bord for to i deres have, hvor det eneste lys der var tændt, var små lanterner, de havde stillet omkring og på bordet. 

Lodgen tilbyder også bushwalks og en bådtur på Lake Albert; et andet sted hvor man kan være heldig at se den sjældne træsko stork. Lodgen er også aktivt involveret i at beskytte reservatet og støtter uddannelser til lokal folket i området. 

Efter en nat til chimpansernes skrig, fortsatte vi videre til Semuliki Nationalpark.
Her skulle vi på et bushwalk til Sempaya Hot Springs. Det førte os til endnu et sumpområde, der var dækket til af papyrusplanten med en baggrund af Rwenzori bjergkæden, som måske gav os det bedste landskabsfoto på hele vores tur.Vi var også så heldige, at vi så alle de primater, der findes i dette skovområde inkl. den blå abe, som oprindeligt kommer fra nabolandet, Congo. Det var alt sammen takket være vores guide, som kunne spotte dem trods det frodige landskab og de høje træer. Det var igen en kvindelig guide. Efter et kogt æg i de varme kilder, var vi klar til at fortsætte til Kibale Nationalpark.

Foto af Blue Monkey taget af Patrick Bitaho i Semuliki Nationalpark.
Foto af Hotsprings taget af Patrick Bitaho i Semuliki Nationalpark

KIBALE NATIONALPARK

Vi ankom til vores næste camp, Kibale Forest Camp, nær Kibale om eftermiddagen.

Herfra tog Morris bror over, Ronald, den anden ejer og daglige leder, som skulle fortsætte med os resten af turen. 

Kibale er kendt for sin høje koncentration af primater og bestand af chimpanser. Det var derfor helt normalt, at se både colobus aber, L’Hoest aber og rødhalet aber i omegn, som vi også så direkte fra campen. De havde endda afmærket en 15-20 minutters rute fra campen, hvor man kunne være heldig at se nogen af dem. Den ene dag fik vi også et chok, da en stor Casqued Hornbill landede på træet lige foran baren. Næste morgen skulle vi tidligt op, da vi nu skulle på Chimpanse Trek. Jeg var særligt begejstret, da jeg indtil da kun havde se Chimpanser i Budongo skoven nær Murchison Falls. I Budongo befinder chimpanserne sig mest højt oppe i træerne, som kan gøre dem svære at se. Men i Kibale lå rygterne på, at de også kommer ned til jorden, som i så fald ville give mig et helt andet perspektiv og oplevelse af de vilde chimpanser i deres naturlige levested. Og som jeg havde nævnt i mine tidligere tekster; at oplevelsen selv altid overskrider alle ens forventninger, så var det bestemt også tilfældet her.

Et foto af en chimpanse mor og hendes baby taget af Patrick Bitaho i Kibale Forest.

Da vi endelig fandt frem til flokken efter vores primære guide havde tracket deres spor af madrester, afføring og fodspor, var det en meget overvældende og næsten chokerende oplevelse af, hvor meget de her aber ligner os. Her lå en fuldvoksen han lænet tilbage på en træstamme med sit ene ben bøjet og hænder på brystet, fuldstændig som et menneske. Deres øre, hænder og negle er næsten en kopi af vores, eller vores er en kopi af deres. Som vi gik afsted, så vi flere og flere. Lige fra den dominerende alfa-han til den helt lille baby, vis øre og ansigt var helt lyst sammenlignet med de voksne chimpanser.
Vi så dem både nede på jorden – blot et par meter fra os og helt oppe i træerne. Enormt aktive og sociale med hinanden, og igen fik vi oplevelse af deres kraftfulde skrig og denne gang i første række. Tænk hvis vi mennesker levede på denne måde. 

Foto taget af Patrick Bitaho i Kibale Forest.

Efter én time sammen med chimpanserne, var det tid til at vende retur. 
Om eftermiddagen tog vi det nærliggende Bidogi Swamps – et fortryllende sumpområde, som igen skulle opleves til fods med en af deres lokale guides. Her så vi endnu flere af områdets aber og fugle, mens vi gik gennem de afmærkede stier og henover de gamle træbroer. Herfra kunne vi også hilse på folket i landsbyerne omkring. Bigodi Sumpen var også det første sted, hvor vi så den berømte og smukke Blue Turraco. En stor og blå fugl, som ligner den har fået læbestift på. 

Foto taget af Patrick Bitaho i Bigodi Swamps.

Næste morgen stod Queen Elizabeth på programmet, men først tog Ronald os forbi nogle overnatningssteder i området. Vi besøgte Primate Lodge – den eneste lodge der ligger indenfor selve Kibale skovens grænser. Herfra kan man altså være heldig at få endnu en oplevelse med chimpanserne, da de af og til også kommer ind på lodgens areal. Her får man altså den ultimative oplevelse af Kibale Forest med sin unikke placering og lækre og høje standard på 5 stjerner. Næste stop var Isunga Lodge, som med sin placering på en bjergskråning og en perfekt lokation til Kibale byder på en blændende udsigt over hele regnskoven. Her fik jeg lynhurtigt følelsen af at være hjemme med de hyggelige og idylliske rammer og med ejernes afslappede tilgang. På trods af, at vi kom lidt længere væk fra Kibale, så følte vi os bestemt ikke afskåret fra naturen, tværtimod blev oplevelsen kun forstærket, da vi nu indså, hvor stor og tæt den regnskov, vi netop havde vandret i var. 

Foto af Primate Lodge i Kibale Nationalpark taget af Patrick Bitaho.
Udsigten fra Isunga Lodge taget af Patrick Bitaho.

Vi blev i området, da Ronald havde endnu et ophold i tankerne som et bud på et luksusophold. Det var Papaya Lake Lodge, som tog vores sanser og tanker et helt andet sted. Herfra fik man en panoramaudsigt over en af de store kratersøer, der kendetegner området. Lodgens interiør var meget speciel, fordi den bestod af gamle og traditionelle stamme kunstværker og tekstiler fra det østlige og centrale Afrika.

Foto taget af Patrick Bitaho.

Det sidste sted vi besøgte, var Ndali Lodge. Endnu et bud på et luksusophold med udsigt til de imponerende kratersøer. Her får man en opgraderet version af Isunga Lodge. En idyllisk lodge med en hjemlig og britisk indretning. Lodgens ejere har tre hunde som render frit rundt på lodgen og hygger sig med lodgens gæster. Jeg blev selv gode venner med deres Grand Danoir, som ofte stod og kiggede ud over det grønne  landskab. 

Foto af lodgens hunde taget af Patrick Bitaho.

Hej! Mit navn er Laura og jeg er safari specialist med et stort hjerte for dyreliv, natur og vilde oplevelser. Dyk ned i mit grønne univers og find inspiration til dit næste Afrikanske eventyr og få samtidigt gode rejsetips og råd med på vejen.

Har du nogen spørgsmål?

Indlæg formular

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.

Følg os