Velkommen til Kenya
Kenya er fyldt med berømte og spændende nationalparker, konservatorer og gode initiativer, som gør landet til en af GreenSafaris favoritter.
Her får I 100% autentiske og rene safarioplevelser med egen guide og bil til en eller flere nationalparker, som kan tilfredsstille enhver safari-enthusiast.
Alle nationalparkerne byder på unikke oplevelser med intet mindre end et storslået dyreliv. Endeløse savanner, frodige skove, bjerge og søer er hvad I kan se frem til på en safari i Kenya. Og så er landet mest af alt kendt for sin store koncentration af løver, så hvis man er ude efter en “Løvernes Konge”-oplevelse, så er Kenya svaret.
Kenya har også beundringsværdige konservatorer, som blandt andet bliver brugt til at beskytte kritisk truede næsehorn og elefanter. Der er med tiden blevet gjort sådan et fantastisk arbejde, at de har formået at fordoble antallet af elefanter på 30 år, og nu holder størstedelen af Østafrikas næsehorn.
Desuden er landet slet ikke vild med plastik, hvorfor det hverken er tilladt i lufthavnen eller i nationalparkerne.
Kenya siger “karibu” til alle, og tilbyder safarier til budgetvenlige priser.
På en safari i Kenya skal I ikke gå på kompromis med hverken oplevelser eller standard.
Oplevelser i Kenya
Destinationer i kenya
Masai Mara National Reserve
Masai Mara; nationalparken hvor løverne dominerer savannen og gnuerne vandrer i millionvis. Det er en af verdens mest berømte nationalparker, som aldrig skuffer på oplevelserne. Masai Mara byder på et imponerende økosystem og et vandrende dyreliv, som indkluderer alt hvad man kan drømme om på en safari. Løver, leoparder, elefanter, bøfler, giraffer, zebraer, antiloper, vortesvin, hyæner, flodheste og geparder er hvad I, blandt meget andet, kan være heldige at opleve i deres eget territorium og oprindelige levested spredt ud på Masai Maras endeløse savanner.
Med parkens størrelse på 1.510 km2 vil I kunne se de enorme græssletter og akacietræer på det bakkede landskab så langt øje rækker med nok kvadratkilometer til at få den ægte safarifølelse ved at køre rundt i det fri på udkig efter den brede vifte af dyreliv.
På en safari i Masai Mara vil I bo på en af vores udvalgte miljøvenlige tented camps, hvor det hyggelige, autentiske og luksuriøse går op i en højere enhed. Med ophold i faste telte kommer I nemlig helt tæt på naturen, og går ikke glip af nattelydene fra den stemningsfyldte savanne, mens I ligger i jeres komfortable senge.
Hyggen opstår i samværet med campes personale, og når måltiderne bliver serveret i campens lille spiseområde, som altid kan afsluttes med en drink rundt om bålet.
Mellem jeres måltider står jeres guide klar til at tage jer med ud på game drives.
Om I ser en løve ligge på lur, en gepard suse over savannen eller en flok gnuer krydse Mara-floden, er ikke til at vide. Men det er helt sikkert, at I kan se frem til nye oplevelser og dyremøder hver eneste gang, I kører ud på et nyt game drive i Masai Mara.
Lake Nakuru Nationalpark
Mange kender parken for sin enorme koncentration af flamingoer og som den lille nationalpark, der sniger sig ind i langt de fleste safariprogrammer.
Flamingoer er der desværre ikke lige så mange af mere, men det gør bestemt ikke parken mindre interessant.
Parken ligger i Great Rift Valley, kløften der strækker sig hele vejen fra Jordan til Mozambique, og dækker et frodigt landskab af skov og græssletter på 188 km2 hvor 56 dyrearter og 450 fuglearter findes.
GreenSafari er særligt glade for Lake Nakuru National Park, da den som en del af Kenya Wildlife Service er en indhegnet konservation, hvor dyrelivet bliver passet på og bevaret fri for uindbydende gæster som krybskytter.
Her er de hvide næsehorn særligt i fokus, som dagligt bliver overvåget af parkens professionelle rangers.
I får derfor de bedste chancer for at opleve den sværeste art at finde blandt “The Big Five”. Og udover næsehorn vil I opleve parkens frodige skovområde med både bavianer, vervet-aber og colobus-aber i træerne samt et mangfoldigt fugleliv ved den brede saltvandssø, Lake Nakuru.
Lake Nakuru National Park er derfor den perfekte forlængelse af en safari i Kenya, som både fuldender “Big Five”-oplevelserne og støtter en af Kenyas vigtigste konservationer.
Oplev nationalparken som en dagstur fra Lake Naivasha eller få den fulde oplevelse med ophold inde i parken på en miljøvenlig tented camp.
Samburu National Reserve
Samburu National Reserve er svaret på en “Big Five”-safari, hvis man ønsker at gå mod strømmen og undslippe andre turister. Oppe i Kenyas højland, tæt på Mount Kenya, ligger Samburu National Reserve i de mest betagende bjerglandskaber med en iøjefaldende kontrast af rød jord og grøn vegetation.
Det der kendetegner Samburu, er områdets tilknyttede arter, som gør reservatet til det rene eventyrland, og som kan gøre enhver safarienthusiast imponeret.
Oplev netgiraffen, grevy’s zebraen, den blåbenede struds og de særlige 2 antiloper, beisa oryxen og gerenuken, som tilsammen udgør Afrikas “Special Five”.
Og udover “Special Five” er reservatet også hjem for en stor koncentration af elefanter, løver, leoparder og geparder, som tager spændingen til nye højder, når I kører ud i den uberørte bush.
På jeres luksuriøse tented camp i parken, Elephant Bedroom, kan I slappe af og fordøje oplevelserne i første række til Ewaso Ngiro-floden, hvor vervet-aber og flodens mangfoldige fugleliv altid holder en underholdt.
Samburu bliver dermed den oplagte safaridestination for den erfarne rejsende, der leder efter oplevelser udover det sædvanlige.
OI Pejeta Conservancy
For den passionerede rejsende anbefaler vi et besøg til Ol Pejeta Conservancy.
Ca. 200 kilometer fra Nairobi ligger den private non-profit wildlife konservation, hvor “Big Five” og meget mere lever vildt og fri for krybskytter.
Her undslipper I turiststrømmen, og kan se frem til en privat safarioplevelse med eksklusive oplevelser af Afrikas dyreliv.
Og udover at reservatet byder på nogle af de bedste safarioplevelser i Kenya, kan I også se frem til lærerige og involverende oplevelser.
Ol Pejeta er i frontlinjen med konservation, undersøgelser, støtte til det lokale samfund og wildlife beskyttelse.
Reservatets lokale Rhino Sanctuary beskytter over 100 kritisk truede sorte næsehorn med et højtuddannet team bagom, der både inkluderer en gruppe af næsehorn-rangere og internationale dyrlæger, som regelmæssigt overvåger og indsamler data om hver enkelt næsehorn. Derudover lever 2 af verdens sidste nordlige hvide næsehorn også på de 360 km2, som gør reservatet til det rene næsehorn-paradis.
Og som en ekstra oplevelse ud over det sædvanlige kan I også opleve reservatets eget Chimpanzee Sanctuary – et tilflugtssted for misbrugte og tilskadekomne chimpanser i Østafrika. Kenya er ikke chimpansernes oprindelige levested, men efter et rescue center i Burundi blev lukket, åbnede Ol Pejeta dørene op, og fik etableret The Sweetwaters Chimpanzee Sanctuary i samarbejde med Kenya Wildlife Service og Jane Goodall Institute. Stedet har i dag 36 chimpanser.
På en safari i Ol Pejeta kan I se frem til aktiviteter som det klassiske game drive, bushwalks, conservation ture til reservatets næsehorn og chimpanser, løve tracking og meget andet.
Amboseli Nationalpark
Amboseli National Park er parken med Mount Kilimanjaro i baggrunden og med en overflod af store hanelefanter!
Amboseli National Park ligger på grænsen til nabolandet, Tanzania, og er den eneste nationalpark, hvor man får direkte udsigt til Mount Kilimanjaro – Afrikas højeste bjerg.
Det gør parken til en af Kenyas smukkeste og mest populære safaridestinationer, da dyrelivet bestemt heller ikke skuffer. På de knap 400 km2 af åbne savanner, akacietræer og bløde bakker kan I nemlig opleve parkens imponerende dyreliv, som både inkluderer rovdyr som løver og leoparder, og store og små planteædere som elefanter, giraffer, bøfler og zebraer.
Nyd den utrolige udsigt både på game drives og fra jeres tented camp på grænsen til nationalparken.
Tsavo West & East Nationalpark
I den sydlige del af Kenya ligger Kenyas største nationalpark og dermed mest uspolerede nationalpark – Tsavo. Ja parken er så stor, at den er delt op i Tsavo East og Tsavo West med sine knap 21.000 km2, hvoraf 13.750 af dem udgør den østlige del.
Der er derfor tale om et utroligt stort område med et varieret landskab og uspoleret dyreliv. Her får I “Big Five”-oplevelser med alle de kendte arter som løver, leoparder, hyæner, giraffer, zebraer og vortesvin, og mindre kendte dyrearter som marabou-storke, den egyptiske gås, dik-dik antiloper, kuduer og sjakaler.
Det der kendetegner Tsavo er den store kontrast mellem det frodige landskab i Tsavo West og det tørre landskab i Tsavo East.
Tsavo West er grøn og eventyrlig med bjerge og laguner, og dermed også rig på fugle med 600 forskellige fuglearter samt vandglade dyr som flodheste og krokodiller, som ofte holder til ved Mzima Springs.
Tsavo East er rødt og ørkenlignende med mindre vegetation og buske, som giver en hel anden farvetone på billederne. Her kan I være heldige at få et foto af de “røde” elefanter, som egentlig bare er almindelige elefanter beklædt i det rødlige støv og mudder.
Med den gode plads i parken kan I se frem til en rolig og mindre turistet safari, hvor I kommer helt tæt på naturen – både på game drives og på jeres tented camp.
Både I Tsavo West og East bruger vi miljøvenlige camps, som ligger tæt på et vandhul, som kan observeres trygt og sikkert direkte fra campen.
Lake Naivasha
Med et besøg til Lake Naivasha får I lov til at træde ud af bilen og mærke naturen under jer. Søen ligger kun 1,5 times kørsel fra Nairobi, og gør det derfor til den perfekte mellemstation mellem Masai Mara og Amboseli eller Samburu, hvis man skal ud på den store rundrejse i Kenya.
Lake Naivasha er en lavvandet ferskvandssø i The Great Rift Valley, og er dermed det perfekte hjem for flodheste og et stort antal fugle som pelikaner, marabou- og gulnæbbede storke og majestætiske afrikanske fiskeørne. Dyrelivet kan opleves med en fredfyldt sejltur på søen efterfulgt en bushwalk på øen Crescent Island.
Crescent Island betragtes i dag som et ‘sanctuary’ for de vilde dyr på øen.
De blev i sin tid fragtet dertil i forbindelse med optagelserne af “Mit Afrika” – filmen baseret på Karen Blixens tid i Afrika. Siden da har dyrene levet vildt og fri for frygt, da øen kun består af planteædere.
Man kan derfor vandre trygt rundt på øen blandt gnuer, vandbukke, zebraer, heste, impalaer og giraffer i de mest grønne omgivelser af græssletter, akacietræer og papyrusplanter.
Rundt om søen finder I plantager og drivhuse for landbrug af blomster, frugt og grøntsager – strategisk placeret omkring søen, som den eneste permanente vandkilde.
Tilbring en nat ved Lake Naivasha og få en pause fra bilen med tætte oplevelser af områdets fredfyldte dyreliv.
Aberdares Nationalpark
Udover åbne savanner med akacietræer byder Kenya også på stejle skovklædte kløfter, vandfald og et åbent hedelandskab nemlig i Abedares National Park nær Mount Kenya.
Parken dækker et areal på ca. 765 km2, hvor I kan være heldige at opleve elefanter, sorte næsehorn, leoparder, hyæner, bavianer og colobus-aber – ja alle de skov-glade arter, som trives bedst i skjul. Parken byder også på ekstraordinære safarioplevelser med sine eventyrlige vandfald som Karuru Waterfall, der falder smukt i 3 steps fra 273 meters højde. Opholdet i parken er også en oplevelse i sig selv, da lodgen, The Ark, ligger med direkte udsigt til et berømt vandhul, hvor dyrene ofte kommer I flokkevis.
I kan derfor se frem til konstante safarioplevelser, både mens I er ude på aktivitet, og mens I opholder jer på lodgen.
Abedares er den perfekte mellemstation for en overnatning mellem Ol Pejeta Conservancy/Samburu og Lake Nakuru National Park, hvor I også får muligheden for at stoppe ved Equator-linjen undervejs.
Nairobi Nationalpark
Kenyas ældste nationalpark med fire af “The Big Five” til stede: Løver, leoparder, næsehorn og bøfler. Et 117 km2 stort landskab blot 45 minutter fra Jomo Kenyatta International Airport og i ro for den støjende storby, hvor dyrene lever vildt i Nairobi National Park og under beskyttelse af Sheldrick Wildlife Trust. Parken er indhegnet og bruges som en konservation for truede og tilskadekomne dyrearter, og er derfor blandt de få steder, hvor der er ekstra gode chancer for at opleve et af de meget truede sorte næsehorn. I forlængelse af parken ligger det berømte elefantbørnehjem, hvor forældreløse eller tilskadekomne elefantunger og andre dyreunger som næsehorn og giraffer bliver taget i intensiv pleje og genoptræning med målet om at kunne se dem frie i naturen igen.
Sheldrick Wildlife Trust og Nairobi National Park har derfor en stor betydning for Kenyas natur og dyreliv, og som I kan støtte med et besøg dertil inden I drager ud på jeres safari i Kenya.