Namibia

Velkommen til ørkenlandet hvor farverne ændrer sig til rød, og landskabet vægter ligeså højt som dyrelivet. Landet er stort, og populationen er lille, og I vil derfor føle jer i ét med naturen, som omfavner jer med intet mindre end fascinerende stenformationer, røde ørken- og bjerglandskaber, dybe kløfter og det brusende Atlanterhav. 

Vi taler direkte til fotografen, når vi nævner Sossusvlei i Namib-Naukluft National Park med sit utrolige landskab af tårnhøje røde sandklitter, der skifter farve, som lyset falder.
Og direkte til safarienthusiasten, når vi nævner Etosha Pan – en 4.800 kilometer stor saltpande, hvor dyrene får sin daglige vitaminpille.  

Oplev gemsbukken, næsehornet og geparden, som har sat sit præg på den Namibiske jord, og mest af alt i det nordlige Namibia, hvor Etosha National Park, Okonjima Game Reserve og Damaraland findes. 

Kombiner det nordlige Namibia med det sydlige og få alle oplevelserne med, som Fish River Canyon, Quiver Forest og selveste Kalahari-ørkenen. 

Namibia er perfekt til en kør-selv rundrejse med hyggelige ophold undervejs på camps og lodges eller i form af camping på de mange tilgængelige campsites inde i selve nationalparkerne!

Sossusvlei ørkenen
Etosha Nationalpark
Verdens 2. største canyon
Foto paradis
Uberørte landskaber

Etosha

En rejse til Namibia er ikke fuldendt uden en safari i Etosha National Park.
På de 22.270 km2 får man en safari udover det sædvanlige, og modsat mange andre nationalparker, kan den opleves på egen hånd. Denne park er nemlig åben for kør-selv-oplevelser, som gør parken let at kombinere med resten af kør-selv-rundrejsen i Namibia. 

Parken er også forholdsvis let at finde rundt i med god skiltning og med sit flade og åbne landskab. Det gør det også nemmere for jer at spotte dyrene, som ofte holder til ved vandhullerne i det ellers meget tørre landskab. 

Det der kendetegner parken er området “Etosha Pan”, som direkte oversat fra Ovambo-stammens sprog, Oshindonga, betyder “det store hvide sted”. Og det er lige præcis hvad det er. En kæmpe saltpande så stor, at den kan ses fra rummet. Panden var oprindelig en saltvandssø, men med tiden fik  jordens klima floderne til at ændre kurs, hvilket fik søen til at strømme ud i Atlanterhavet, som efterlod en overflade på 4.800 km2 af salt. I dag kommer dyrene dertil for at  ‘salt-slikke’, da saltet giver dem essentielle mineraler og næringsstoffer. 

Etosha National Park er hjem for 114 forskellige dyrearter heriblandt løver, leoparder, elefanter, næsehorn, giraffer, gnuer, hyæner, zebraer, springbukke, kuduer, eland-antiloper og mindre arter som sjakaler, vortesvin og honninggrævlinger. 

Namibia er særligt kendt for sin koncentration af geparder og gemsbukke, som selvfølgelig også kan opleves i Etosha National Park. 

Udover Etosha Pan ser man typisk dyrene samlet i flokkevis ved vandhullerne, som gør parken til det rene foto-paradis. 

I kan derfor se frem til ekstraordinære oplevelser på en safari i Etosha National Park – enten i ro og mag i egen bil eller på et guided game drive fra jeres safari lodge. 

Er I ekstra eventyrsøgende, findes der også campsites inde i parken, som for alvor vil få jer tæt på Etoshas enestående natur.

Sossusvlei

Sossusvlei: Namibias vidunder og højdepunkt. 

Et besøg til Sesriem og Namib-Naukluft National Park garanterer uforglemmelig og spetakulære ørkenoplevelser. Her oplever i Sossusvlei – nogle af verdens højeste sandklitter i en flot kontrast til hvide salt- og lerpander samt dramatiske tornetræer.
Nationalparken er Afrikas største konservationsområde og med antallet af attraktioner omkring, er landskabet et af de det mest fotograferede landskaber i verden. 

Her kan I opleve Dune 45, Big Daddy, Deadvlei, og Hiddenlvei, og se frem til at blive omfavnet af Afrikas mest magiske solopgang, når landskabets røde nuancer skifter, som lyset falder. 

Oplevelsen af Sossusvlei skal opleves til fods med vandring omkring- og ovenpå de enorme klitter. I  skal derfor forberede jer på en udfordrende og støvet ørkendag, men som bliver belønnet med de mest spektakulære udsigter over hele Namib-Naukluft National Park. 

Og så bliver oplevelsen kun fuldendt med ophold på en ægte ørken-camp i Sesriem, hvor I også kan opleve Sesriem Canyon –  en imponerende kløft der på millioner af år er blevet formet af Tsauchad-floden, og i dag er en af eneste permanente vandkilder i området. 

Vi anbefaler derfor minimum to overnatninger i Sesriem, så I har en hel dag fri til at opleve det fantastiske ørkenlandskab i både Sesriem og Sossusvlei. 

Fish River Canyon

Vidste du, at verdens  andenstørste canyon ligger i Namibia? 

Hvis ikke, så gør du nu! Fish River Canyon er den andenstørste canyon i verden og den største i Afrika. Helt nede ved Sydafrikas grænse, 8 timers kørsel fra Windhoek, ligger disse utrolige kløfter, som kan nydes fra smukke udsigtspunkter, eller for de aktive med en flerdages vandring gennem kløfterne. Fish River Canyon er 550 meter dyb, 27 kilometer bred og 160 kilometer lang, hvilket sætter rammen for sin geologiske historie på 1,5 milliarder år.  

Bo på en af de hyggelige canyon lodges og absorber det imponerende landskab omkring jer. Nyd den spektakulære solnedgang på en guidet Sunset Walk og slut dagen af med et besøg til områdets Hot Springs, hvor Ais Ais resort og hotsprings er særligt populære. 

 

Damaraland & Skeleton Coast

Damaraland er et dramatisk bjerglandskab med fascinerende stenformationer,  et ørken-tilpasset dyreliv og historiske stenmalerier. 

I det nordvestlige Namibia i Kunene-regionen ligger Damaraland, hvor I kan se frem til et tilbageblik på fortiden og unikke safarioplevelser. 

Her vil I opleve Namibias højeste bjerg, Brandberg, og Namibias eneste UNESCO verdensarvsted, Twyfelfontein, som begge er hjem for tusindvis af 6.000 år gamle stentegninger og indgraveringer af oprindelige bushmen. Tegningerne afspejler en gammel verden og historie, hvor det vilde dyreliv og de lokale bushmen boede side om side. 

Med disse indtryk gør det kun oplevelsen mere komplet med et game drive eller bushwalk i “the real deal”, hvor I  selv kan opleve den vilde natur og dyreliv, som I befinder jer iblandt. Det inkluderer blandt andet elefanter, næsehorn, strudse, stenbukke og gemsbukke samt rovdyr som løver, hyæner og geparder, som I kan være heldige at betragte i deres oprindelige levested, siden stenmalerierne blev skabt. 

I forbindelse med Torra Conservancy kan turen gå videre til Skeleton Coast, som mest er kendt for sine forfaldne og efterladte skibsvrag. Den stærke havstrøm og hårde vind fra Atlanterhavet er ansvarlig for mange af de strandede skibe, som i dag stadig kan opleves på den barske kystlinje. 

Slut jeres Skeleton Coast besøg af med et besøg til Cape Cross Seal Colony, hvor tusindvis af sæler holder til i den rene fiskestank. 

Kalahari

Forestil jer et landskab på hele  900.000 km2 – 3 gange så stort som italien fordelt mellem 3 lande og i forskellige klimazoner. Kalahari-ørkenen er fordelt over Namibia, Sydafrika og Botswana, og selvom hele området kaldes for en ørken, er det faktisk kun den sydlige del af området, som lever op til ørkenlandets kriterier. Den nordlige del af Kalahari modtager nemlig dobbelt så meget regn, som i den sydlige del. Og I lige præcis Namibia, som udgør ⅓ del af det østlige Kalahari, kan I opleve et grønnere ørkenlandskab, som med sin vegetation og buske tiltrækker et varieret dyreliv af både de normale ørkenarter som desmerdyr, ørkenræve og brune hyæner samt de ikke så normale arter heriblandt de tre store katte; geparder, leoparder og løver samt springbukke, gemsbukke, stenbukke, gnuer og kuduer. Hvis I er heldige at få øje på en hanløve, så læg mærke til dens store sorte manke, da det er kendetegnet ved løverne i Kalahari.  

Tilbring en nat eller to på Anib Lodge eller Kalahari Farmhouse (Gondwana Collection), som giver jer de bedste forudsætninger for mindeværdige Kalahari-oplevelser. 

Vi er særligt imponerede over Kalahari Farmhouse, da deres landbrug forsyner alle de andre Gonswana lodges i landet med friske grøntsager, mejeriprodukter fra egne køer, pølser og pålæg. Med gårdens rigelige vandforsyning, er det nemlig muligt at holde haven frodig og grøn trods beliggenheden i det tørre landskab.

Gården tilbyder kun ture til deres egen have og ren afslapning ved deres idylliske poolområde. Men med kun 30 kilometer derfra ligger Anib Lodge, som har et stort udvalg af dagsture som game drives og dune walks. 

Quiver Forest

Her får I et syn udover det sædvanlige! Hvis I alligevel skal mod Fish River Canyon, så gør jer selv en tjeneste og besøg den nærliggende Quiver Forest!

Quiver-træet er Namibias nationaltræ og et fascinerende et af slagsen!
Nogle kalder det for et omvendt træ, da træets top mere ligner trærødder end det ligner grene, men vi kalder det bare for det spøjse træ i Namibia.
Godt 250 quiver-træer i en alder af 200-300 år voksede spontant i Fish River-regionen, og står i dag flot fordelt i det tørre ørkenlandskab i omgivelser af store sten og buske. 

Tilbringer I en nat i området, kan I deltage i en nat-fotograferingstur, hvor jeres guide vil hjælpe jer med at indstille kameraet, så I får magiske billeder af den klare stjernehimmel sammen med de imponerende træer.  

I 1995 blev skoven udnævnt til at være et nationalt monument, som gav skoven en langt større betydning, da IUCN (International Union for Conservation of Nature and Natural Resources) erklærede træet som truet i 2010.

Okonjima Nature Reserve

Blot et par timers kørsel fra Windhoek finder I Okonjima Nature Reserve; et 200 km2 stort naturreservat med bølgende sletter og bjerge, hvor leoparderne lever vildt og i spidsen af fødekæden. 

Okonjima Nature Reserve er et stort beskyttet område med et bredt økosystem, der repræsenterer både store- og små dyrearter samt landets endemiske fugle.

 

Med stedets Leopard Research Program får I de bedste chancer for at se en vild leopard i Namibia. Kom med på et game drive eller en guidet bushwalk, hvor I kan se frem til at komme helt tæt på og lære om det imponerende dyreliv – heriblandt de mest beskyttede arter. 

Reservatet består nemlig også af The AfriCat Foundation; en non-profit organisation som blev grundlagt i 1991 med en mission om at bevare naturen og beskytte Namibias rovdyr. Organisationen udfører derfor  uddannelses- og undersøgelsesprojekter for at nå i mål med missionen om at bevare dyrelivet i et naturligt levested, men under en beskyttet konservation. Stedet har særligt fokus på leoparder, geparder, den brune hyæne samt en mindre art kaldet Pangolin.

Deres undersøgelser hjælper dem med at forstå dyrets territorier, og hvordan de relaterer sig til andre dyr. Dette give dem også en værdifuld information til at gennemføre deres  “Rescue and Release” rehabilitering af de tilskadekomne dyr. 

Vi anbefaler altid at man inkluderer et besøg til Okonjima Nature Reserve på sin rundrejse i Namibia, da jeres besøg bidrager direkte til organisationen og deres projekter, så de kan blive ved med at beskytte Namibias dyreliv. 

Besøg Okonjima på vejen til Etosha eller tilbring en nat på deres lodge eller campsite.